20:35 | 04.02.10

Mon ikke tiden er inde til at erkende, at nul-tolerance er en nobel målsætning, men at den ikke holder i praksis?

Den zambisk fødte økonom, Dambisa Moyo, påstår i sin kontroversielle bog ”Dead Aid” fra foråret 2009, at udviklingsbistand ikke alene har et medansvar for korruption i modtagerlandene, men direkte fremmer denne svøbe!

Det mener hun sker af 2 årsager: Dels fordi bistandsmidlerne er lette at stjæle, omdirigere eller bare ”lade forsvinde” for både ministre, politikere og embedsmænd, der ikke føler samme ansvar overfor midler ude fra, som de ville have, hvis de stammede fra landets egen befolkning.

Og dels fordi samme ”herskende klasse” systematisk forvrider prioriteringen af sektorer og projekter til fordel for dem, hvor ”tappemulighederne” er størst.

Her over for står så donorernes insisteren på ”Zero tolerance” over for ”korruption” i videste forstand i forbindelse med deres bistandsaktiviteter. Denne holdning fremgår utvetydigt af både Danidas strategi og af gentagne udmeldinger fra udviklingsministeren.

Men hvordan forholder det sig så i praksis – i virkelighedens Verden? Lad os f.eks. se på situationen i Ms. Moyos eget hjemland, Zambia.

På Transparency Internationals årlige ”Corruption Perception Index ” (CPI) lå landet i 2009 på plads nr. 99 ud af 180 bedømte lande. Altså ikke værst.

Men når man samtidig ser, at landets ”karakter” på en 10-skala blot er 3,0 må det konstateres, at landet fortsat ligger i den ”korruptions-tunge” ende af listen.

Det er derfor ikke overraskende, at der også i 2009 i Zambia har været store problemer med ”accountabiliteten” (for nu ikke igen at bruge ordet korruption) i en række sektorer, hvis budgetter i stort omfang, ja helt overvejende, er finansieret af donormidler.

Sundhedssektoren og vejsektoren har her især været i fokus.

Et ”midlertidigt stop” for bistanden til sundhedssektoren var donorernes svar på problemerne, mens der blev forhandlet om et bedre kontrolsystem for forvaltningen i denne sektor. Da dette angiveligt var ”på plads”, blev der igen åbnet for donorernes pengestrøm.

Der blev samtidigt givet udtryk for, at dette også skete i lyset af de store menneskelige omkostninger, som donorernes stop havde haft for landets fattige befolkning, hvis ”sundhedsservice” reelt er helt afhængig af bistandsmidler udefra. (Måske også hensynet til donorernes ønske om at sikre afløbet i overensstemmelse med de fastlagte og aftalte budgetter spillede ind her?)

Så vidt så godt. Men ingen har – på en enkelt undtagelse nær – hørt noget om konsekvenserne for de ministre, politikere og embedsmænd, som har lukreret økonomisk på disse ”accountabilitetsproblemer” i sundhedssektoren.

Er det udtryk for implementering af en nul-tolerance? Mon ikke tiden er inde til at erkende, at nul-tolerance er en nobel målsætning, men at den ikke holder i praksis?

En forudsætning for at nedbringe korruptions-niveauet er opbygning af en stærk og ubestikkelig administration og stabile institutioner. Det er nok her indsatsen skal øges, hvis det skal lykkes et land som f.eks. Zambia at opnå en højere karakter på Transparencys CPI-index. (Både den absolutte og relative placering på listen er jo irrelevant.)

Men det først fornødne er at donorerne åbent erkender, at korruptionsrisiko – og korruption – er en indbygget faktor i al udviklingsbistand til modtagerlande, hvor korruption er en ”naturlig” del af hverdagen:

At de tager udgangspunkt i denne ubekvemme kendsgerning, og at de handler konsekvent i tilfælde af grove misbrug af bistandsmidler – uanset konsekvenserne for afløbet på budgetterne.

Som inspiration hertil kan man med fordel læse – eller genlæse – de relevante afsnit af ”Dead Aid”. Og huske på, at en ny stor donor med en helt anden holdning til korruption er kommet på banen i Afrika – Kina.