19:11 | 19.12.09

Det har været interessant at følge begivenhederne i Bella Center i de forløbne 2 uger. Nu forestår så opgaven med, hvordan vi kommer videre, som unægtelig ikke er blevet lettere efter nedsmeltningen i forhandlingerne.

Men før hverdagens problemer begynder at indfinde sig, synes jeg man skal forsøge at analysere, hvorfor det gik galt.

Her forekommer det mig, at følgende punkter bør fremhæves:

* Forhandlingerne gik galt, fordi USA – som sædvanlig – ikke var villig til at levere. Set med europæiske briller har vi med Barack Obama utvivlsomt den mest internationalt indstillede præsident, som vi kan forvente. Alligevel ville hans administration ikke levere det lederskab i et så afgørende spørgsmål for verdens fremtid, som var påkrævet, hvis der skulle være kommet noget som helst ud af konferencen. Ganske enkelt fordi der hverken er opbakning til de nødvendige beslutninger i Kongressen i Washington D.C. eller langt mindre i den amerikanske befolkning.

* Amerikanerne bekæmpede på alle tænkelige måder Kyoto-protokollen under hele Bush-administrationens 8 lange år. Og med ganske stort held. Så den lære, som de europæiske ledere drog, var, at det ikke ville være muligt at gennemføre noget meningsfyldt arbejde med internationalt at bringe klimaforhandlingerne videre, uden at amerikanerne var med ”on bord”.

* Det faldt glimrende i tråd med kansler Angela Merkels – og Lars Løkke Rasmussens – ønske om at intensivere det transatlantiske samarbejde. Og førte til, at man koncentrerede forberedelserne til klimatopmødet om at forsøge at påvirke amerikanerne. Hvilket altså mislykkedes. Så skylden for at FN’s klimakonference endte i katastrofe er altså hverken Lars Løkkes eller de europæiske lederes, men amerikanernes.
Man må nok konstatere, at før der sker en ændring i indstillingen til klimaspørgsmål i den amerikanske befolkning, vil det ikke være muligt at gennemføre noget meningsfyldt internationalt samarbejde på klimaområdet. Det eneste den amerikanske administration med den nuværende situation i senatet vil kunne bidrage med, er masser af kønne ord og løse hensigtserklæringer!

* Når det er sagt, bør det tilføjes, at det er som om Lars Løkke og hans rådgivere ikke har fattet, at klimakonferencen var en FN-konference. Ved en FN-konference gælder det altså om at inddrage samtlige 192 lande, så de i hvert fald får en fornemmelse af, at deres synspunkter er blevet hørt. Og at formandskabet også handler på deres vegne, og ikke blot agerer skødehund for USAs synspunkter.

* Det er som om statsministeren og det danske formandskab under både forberedelsen af og gennemførelsen af hele konferencen helt har glemt den første regel i den diplomatiske grønspættebog, nemlig at ved en FN-konference – ligegyldigt hvilken – er det kampen mellem udviklingslandene og os i de industrialiserede lande, der står allerøverst på dagsordenen. Hovedparten af de 192 lande, der er medlemmer af FN, er udviklingslande, og de kræver ikke alene at blive hørt, men også at deres synspunkter bliver taget i betragtning.

* Det forhold, at der – naturligvis – er stærke spændinger og divergerende synspunkter for at sige det mildt indenfor 77-landegruppen (u-landenes forhandlingsforum), ændrer ikke ved det fundamentale forhold, at en FN-konference ikke kan lykkes, uden at man har taget 77-landegruppen og dens talsmand i ed. Her hjælper det ikke blot at forhandle med de 3 store udviklingslande – Kina, Indien og Brasilien – selv om disse landes stærkt stigende økonomiske magt og dermed voksende selvbevidsthed gør, at man heller ikke kommer uden om at forhandle direkte med disse lande. Men uden aktiv inddragelse af 77-landegruppens talsmand, kommer der simpelt hen ikke noget konstruktivt resultat af en FN-konference. Hvilket unægtelig ikke gør forhandlingerne lettere!

* Det var således til at skrige af grin over, da det danske formandskab bekendtgjorde, at man havde udpeget specielle ”løjtnanter”, som skulle sikre kontakten til landene i 77-landegruppen. Underforstået, så disse lande mere effektivt kunne vindes for evangeliet: de vestlige industrilandes synspunkter på, hvorledes en klimaoverenskomst skulle strikkes sammen. Og især da det blev klart, at to af disse løjtnanter var den britiske premierminister George Brown – på grund af hans ”gode forhold til landene i Afrika” - og den australske ditto Kevin Rudd – ”på grund af hans gode forhold til landene i Asien”. Lars Løkke og konsorter har åbenbart stadig ikke fattet, at kolonialismens og den hvide mands æra er et overstået kapitel.

* I bedømmelsen af det danske formandskab risikerer overfortolkningen af især Kinas stigende indflydelse at komme til at stå som den største fejl. Kinas indflydelse på klimaforhandlingerne blev kun så stor set på baggrund af den manglende amerikanske villighed til at påtage sig et reelt lederskab under forhandlingerne. Hertil kommer, at den danske forhandlingsstrategi havde fuld opbakning blandt de toneangivende EU-lande med den tyske kansler i spidsen.

* En anden virkelig alvorlig fejlfortolkning fra det danske formandskab – og fra EU – var den manglende villighed til at tage hensyn til udviklingslandenes synspunkter. Det skete ud fra devisen: de – u-landene – tør ikke afvise de vestlige landes tilbud om at yde bistand til de fattige nationers bekæmpelse af følgerne af klimaændringerne. Ligegyldigt hvor vage og begrænsede disse tilsagn måtte være.
Her overså man helt, at landene i Den 3. Verden allerede en gang tidligere havde gjort det før så utænkelige, nemlig at blokere for en vestlig løsning, som de i realiteten heller ikke havde haft reel indflydelse på. Nemlig DOHA forhandlingsrunden om liberalisering af verdenshandelen. Den manglende vestlige villighed til at leve op til tidligere løfter om bistand og åbning af markedet for landbrugsvarer fik udviklingslandene til at blokere for de videre forhandlinger – hvilket førhen ville have været helt utænkeligt.

* Så en væsentlig lære fra klimaforhandlingerne må være, at noget sådant er udviklingslandene altså villige til at gøre igen, hvis de ikke føler, at der bliver taget tilstrækkeligt hensyn til deres synspunkter. Og her hjælper vage løfter om fremtidig bistand ikke: der skal konkrete, bindende og additionelle (ekstra) forpligtigelser på bordet.