22:15 | 11.10.09

Finanskrisen og den deraf følgende økonomiske krise har været ”godt stof” i de hjemlige medier.
Men det har næsten udelukkende været konsekvenserne for den hjemlige økonomi, der har optaget medierne. Bl.a. fordi de foranstaltninger i form af pakker, der skulle redde bankerne og økonomien fra økonomiske kollaps, blev gennemført på nationalt niveau. Ikke engang de 27 EU-lande kunne enes om at gennemføre fælles redningspakker.

Denne nationale indsats er naturligvis bedre end holdningen i 1930erne, men den afspejler langt fra dagens økonomiske virkelighed, hvor samtlige lande er økonomisk afhængige af hinanden. Hvor vi med andre ord befinder os i en global økonomi. Konsekvenserne af den økonomiske krise for denne globale økonomi er da også kun blevet helt overfladisk behandlet i medierne.

Således har jeg forgæves måtte spejde efter omtale i de danske medier af beretningen fra en ekspertkommission, som præsidenten for FNs generalforsamling nedsatte sidste år, for at se på det internationale finansielle system. Og dét til trods for at beretningen indeholder den bedste relativt kortfattede gennemgang af baggrunden for finanskrisen og den nuværende økonomiske krise, jeg har set. Samt en lang række anbefalinger af, hvad der skal gøres for at bekæmpe krisen og undgå en gentagelse.

Anbefalinger, som i meget vid udstrækning dannede grundlag for diskussionerne på FN-konferencen i juni i år om, hvad der skulle til for at modvirke den finansielle og verdensomspændende økonomiske krise især for udviklingslandene.

Men det er naturligvis heller ikke så mærkeligt, for beretningens hovedforfatter er den berømte økonom, Joseph Stiglitz, der ikke alene har modtaget Nobelprisen for økonomi og har været vicepræsident og cheføkonom i Verdensbanken, men som samtidig har været en af de uhyre få økonomer, der har forudset krisen.

Herudover har ekspertgruppen haft en række fremtrædende økonomer, politikere og finansfolk ikke alene fra USA og Europa, men også fra Afrika, Latinamerika og Asien som medlemmer.

Gruppens foreløbige beretning indeholder imidlertid alle analyserne af, hvad der gik galt og anbefalinger af hvilke forholdsregler, der skal tages for at bekæmpe krisen og undgå en gentagelse - samt den endelige beretning fra ekspertgruppen, der blev offentliggjort den 21.september 2009.

Det hele kan findes ved at gå ind på Commission of Experts of the President of the United Nations General Assembly on Reforms of the International Monetary and Financial system og gå ned under Report. Hvis man mere er interesseret i de anbefalinger, ekspertgruppen kom med, kan man gå ind under Recommendations of the Commission.

Lettest tilgængelig er nok et foredrag, Joseph Stiglitz holdt den 21.august 2009 i Bangkok for FNs økonomiske og sociale kommission for Asien (ESCAP) om ”The United Nations System and the Economic Crisis: towards a new Global Financial and Economic Architecture”, hvor han i forkortet form gennemgår ekspertgruppens synspunkter.

Det er umuligt på den plads, der er til rådighed her, at redegøre for de mange synspunkter og anbefalinger. Hvis man ønsker at følge med i den kamp om udformningen af det nye finansielle og økonomiske system, der foregår i øjeblikket, kan det derfor kun anbefales selv at læse beretningen eller Stiglitz’ indlæg.

Her beskriver han, hvorledes markedsfundamentalisterne, med deres krav om afreguleringer indenfor den finansielle sektor, har en stor del af skylden for den nuværende krise. Det samme har den stigende sociale ulighed i den vestlige verden sammen med de alt for små bevillinger, der bliver stillet til rådighed for udviklingslandene. Ganske enkelt fordi de har ført til en betydelig indskrænkning i den samlede efterspørgsel.

Disse synspunkter er unægtelig ret så kontroversielle og vil derfor næppe vinde genklang blandt de toneangivende økonomer, der næsten alle ligger under for den markedsfundamentalisme, der har hærget gennem den sidste generation.

Hvad værre er, ser der også kun ud til at være begrænset politisk opbakning til disse synspunkter i og med at det liberale parti (FDP), der står for netop de markedsfundamentalistiske synspunkter, som har forårsaget krisen, netop har vundet valget i Tyskland. Og selv om Kina har fortrængt Tyskland fra tredjepladsen på verdensplan, udgør Tysklands bruttonationalprodukt stadig omkring en fjerdedel af de 27 EU-landes samlede bruttonationalprodukt.

I spørgsmålet om hvorledes koordineringen af de centrale problemer, som den globaliserede verdensøkonomi stiller alle lande over for, skal løses, anbefaler beretningen i realiteten at det nuværende G-8 – der som et resultat af den økonomiske krise i fremtiden vil blive erstattet af et G-20 system – bliver afløst af et G-192 system. Eller sagt med andre ord, at FN bliver den koordinerende organisation for økonomiske spørgsmål.

Hvilket absolut ikke er tilfældet i dag, hvor FN – ud over som her at sørge for det intellektuelle input, der også omfatter udviklingslandenes synspunkter – i det store og hele er henvist til at beskæftige sig med bistandsspørgsmål.

Men lige så klart det er, at FN i fremtiden bør tildeles en større rolle i koordinationen af de centrale økonomiske spørgsmål, lige så klart er det, at de store økonomiske lande ikke kunne drømme om at afgive magten til et system som FN, hvor man stemmer efter hoveder, og ikke som i IMF og Verdensbanken efter høveder. På samme måde som stormagterne på det sikkerhedspolitiske område ikke kunne drømme om at afgive deres vetoret i Sikkerhedsrådet.

Det realistiske må derfor være at glæde sig over, at det internationale økonomiske samarbejde nu for første gang siden kravet om en ny økonomisk verdensorden kuldsejlede i slutningen af 1970erne, har inddraget de store udviklingslande i Den 3. Verden. Og så samtidig arbejde hen imod, at FN i fremtiden, i langt større udstrækning end i dag, får mulighed for at behandle økonomiske spørgsmål. F.eks. ved at få oprettet et slags økonomisk sikkerhedsråd.