19:53 | 05.07.12

Man skriger til himlen – hvorfor kan vi ikke sende penge til Burma? Igen har jeg haft en fortvivlet kollega her i Danmission, som klagede over, at en overførsel til Burma er afvist af banken.

Vi fik penge af sted i sidste måned, men nu er den gal igen. Hvad i al himlens navn er der nu galt?

Nogle gange kan man klare sig igennem med at ændre valuta enheden fra USD til euro, men den gik ikke denne gang.

Andre gange kan man klare skærene ved at fjerne enhver reference til landet. Andre gange igen er der ikke andet at gøre end at sende pengene til Thailand eller Singapore og håbe på, at de uformelle finansielle systemer kan klare overførslen ind i landet. Men vi ville gerne ud over det her.

Hvis Danmark og andre af de vestlige lande vil Burma det godt, skal restriktioner på finansielle transaktioner fjernes, for er der noget, der kan forhindre et lands økonomi i at komme i gang igen, så er det manglen på et funktionelt finansielt system.

Det er ikke kun udviklingssektoren, der er hæmmet af tingenes sørgelige tilstand. Der er i høj grad også erhvervslivet, der forhindres i at udvikle sig normalt.

Desto mere besynderligt er det, at den amerikanske regering ved notits af 17. maj, 2012 (order 13047) valgte at forlænge den nødforanstaltning, som siden 1997 har været i kraft i forhold til Burma med den begrundelse, at Burma udgør en ekstraordinær trussel mod USAs nationale sikkerhed.

Hvorvidt det er denne eller andre sanktionsinstrumenter, der forhindrer bankerne i at overføre midler, er mig ikke klart, men restriktioner er der tale om, og hvorfor vores partner og de mennesker, som midlerne skal komme til gode, skal lide under dette, er heller ikke klart.

Der er ligeledes en stor opgave, der hviler på regeringen i Burma.

IMF (Valutafonden) har i foråret angivet, hvordan de anbefaler landet at udvikle den finansielle sektor, hvilket der er meget stort behov for. Visse skridt er allerede taget.

Bl.a. er det uigennemskuelige system med flere forskellige vekselkurser, der gav mulighed for at enkeltindivider med kontakter kunne berige sig selv, heldigvis ved at være historie.

Skal Burma opmuntres til at fortsætte reformpolitikken, må den vestlige verden også tage skridtet fuldt ud og erstatte en politik med restriktioner med en politik for udvikling og dialog.

Og nogen væsentlig sikkerhedsrisiko kan Burma altså ikke udgøre, og slet ikke for mægtige USA.