13:44 | 31.01.10

Med en enkelt undtagelse, Botswana, har store naturressourcer og gode eksportindtægter ikke betydet udvikling for landene i tropisk Afrika. Tvært imod.

Grelle eksempler er Nigeria, en af verdens største olieeksportører, og DR Congo, som bugner af kostbare ressourcer.

Begge lande er præget af kaos og dyb fattigdom. Ingen af de i dag 13 olieeksporterende lande i tropisk Afrika har været i stand til at omsætte indtægterne til nogen videre økonomisk og social udvikling.

Forklaringen er, at det ikke i første række er de store penge, som skaber udvikling.

Langt vigtigere er de uhåndgribelige aktiver såsom arbejdskraftens uddannelse, institutionernes kvalitet og den sociale kapital.

Det sidste består af den tillid, folk har til hinanden, deltagelsen i samfundsaktiviteter, graden af lighed m.v.

Det kunne tale for, at bistanden generelt blev koncentreret her og derved blandt meget andet gjorde landene mere attraktive for såvel inden- som udenlandske investeringer, så der på den måde blev sat gang i den private sektor og den indenlandske kapitaldannelse.

Problemstillingen er på vej til at blive ekstra aktuel for nogle af de danske samarbejdslande i Afrika. I de fleste af de senere år er der kommet et nyt olieeksporterende land til i tropisk Afrika, og i år kommer turen til Ghana, snart formentlig også til Uganda.

Det vil give meget betydelige indtægter, som vil reducere behovet for kapitaloverførsler i form af budgetstøtte men til gengæld skabe et yderligere behov for at hjælpe sådanne lande til at få mere ud af deres egne ressourcer.

Det er en langt mere krævende form for hjælp end at sende en check af sted.

Det vil i virkeligheden betyde en delvis tilbagevenden til tidligere tiders rådgiver- og uddannelsestunge indsatser på afgrænsede områder, den forkætrede ”projektbistand”. Så det vil stille større krav til bistandsadministrationen, både med hensyn til omfang og sagkyndighed.

Omlægningen af den danske bistand imod en større andel af sektor- og budgetstøtte har frigjort administrative ressourcer i Udenrigsministeriet, væk fra den målrettede, fattigdomsorienterede indsats i de fattigste lande og til en bred vifte af til dels helt andre – men stadig bistandsfinansierede - aktivitetstyper.

Udenrigsministerens kronik i Politiken den 26. januar er et katalog over de aktiviteter, som har at gøre med terrortruslen. Vi sætter ind i Afghanistan, Pakistan, Indonesien, Tadsjikistan og Yemen – foruden i Somalia og Øst- og Vestafrika.

Det ministeren spørger om er ikke, hvor vi får mest mulig fattigdomsreduktion for pengene, nej: ”mest mulig national sikkerhed” – for Danmark altså.

Det er helt legitimt – hvis det ikke finansieres over bistandsbevillingerne, og især hvis det ikke suger så mange administrative ressourcer til sig, at ministeriet ikke har kræfter til at give os mest mulig fattigdomsreduktion for bistandsbevillingen.