09:02 | 09.07.10

Af Tue Magnussen, advocacykoordinator, RCT

Drab, tortur, mishandlinger, vilkårlige anholdelser og forsvindinger blev for alvor hverdag i Honduras, da landet 28. juni 2009 oplevede det første militærkup i Latinamerika i 25 år. Det betød også en forstærket fortalervirksomhed i Danmark til fordel for RCTs partner og andre progressive kræfter i Honduras.

Kuppet - med afsættelsen af den i 2006 valgte præsident Manuel Zelaya - betød ikke en total forvandling af Honduras. Det mellemamerikanske land var allerede inden kuppet et af de mest voldelige i verden.

Det var heller ikke første gang, RCT forsøgte at hjælpe sin mangeårige partner. I 2005 søgte RCT f.eks. at skabe international diplomatisk opmærksomhed om de dødstrusler, som centres partner siden 1995, CPTRT (Centro de Prevención Tratamiento y Rehabilitación de las Victimas de la Tortura y sus Familiares), blev udsat for.

Dødstruslerne dengang var rettet mod CPTRTs leder, miljø- og menneskerettighedsforkæmperen Juan Almendares, tidligere universitetsrektor og tillige kandidat ved det præsidentvalg, som Zelaya vandt i 2006.

I protest mod militærkuppet var Juan Almendares med til at danne en ikke-voldelig social modstandsbevægelse og opfordrede aktivt, bl.a. i USA, til international fordømmelse af kupmagerne.

Men CPTRTs utrolig vigtige indsats som menneskerettighedsorganisation har først og fremmest bestået i, at man for omverdenen har dokumenteret de systematiske overgreb, som fandt sted i kølvandet på kuppet og i undertrykkelsen af den brede folkelige opposition.

Overgreb dokumenteret

Allerede kort tid efter kuppet var CPTRT på gaden for – bl.a. via ofrenes egne vidnesbyrd – at danne sig et overblik over krænkelserne. Det blev i 2009 til flere rapporter. Den første blev udsendt i slutningen af juli, og senest udkom en rapport i november, der dokumenterede 475 tilfælde af tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling siden kuppet. I snit modtog organisationen 118 ofre om måneden. Til sammenligning modtog CPTRT i de foregående to år i snit mellem to og tre torturofre om måneden.

Med rapporten i november krævede CPTRT, at den honduranske stat undersøger sagerne og retsforfølger de ansvarlige for torturen, og at ofrene for torturen får den behandling og oprejsning, som de har behov for. CPTRT henviser til det absolutte forbud mod tortur, som er indskrevet i Honduras’ grundlov, og som landet tillige har bekræftet ved at ratificere FNs torturkonvention.

Rapporter fra andre menneskerettighedsorganisationer bekræftede det dystre billede, som CPTRT tegnede. I sin rapport i efteråret beskrev Amnesty International, hvordan soldater og politi brugte unødvendigt brutale magtmidler mod demonstranter og særligt gik efter kritiske mediefolk og menneskerettighedsforkæmpere.

Rapporten redegjorde også for flere mistænkelige dødsfald og for vilkårlige og ikke-registrerede anholdelser i forbindelse med demonstrationerne.

I en anden rapport fra november 2009 dokumenterede otte
mellemamerikanske menneskerettighedsorganisationer den udbredte politiske vold under valgkampen og fremhævede, atd e, der blev anholdt af politi eller militær, meget ofte blev udsat for tortur eller anden grusom behandling. Det skønnes, at flere end 4000, der typisk havde deltaget i de daglige demonstrationer i protest mod kuppet, havde været eller fortsat var anholdt.

RCT krævede fordømmelse

1. juli, straks efter kuppet, opfordrede RCT daværende udenrigsminister Per Stig Møller til en klar dansk fordømmelse af militærkuppet. RCT opfordrede den danske regering til at arbejde for øjeblikkelig genindsættelse af den demokratisk valgte præsident og for ophævelse af undtagelsestilstanden.

Personer, som var blevet arresteret under militærkuppet,
skulle løslades, og menneskerettighedsforkæmpere skulle sikres særlig beskyttelse.

Da Danmark efter en uges tid fordømte militærkuppet og understregede, at kup mod demokratisk valgte præsidenter ikke på nogen måde kan forsvares, hilste RCT daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs’ udmelding velkommen.

I øvrigt understregede RCT, at de seneste tyve års langsomme, men fremadskridende demokratiske udvikling i Latinamerika stod på spil med kuppet i Honduras. Der var derfor fortsat behov for en målrettet dansk indsats til fremme af demokrati og menneskerettigheder i Mellemamerika som helhed.

Sammen med en række andre danske organisationer
stiftede RCT et nyt Honduras-netværk af i alt ti danske
organisationer.

Grundlaget for den fælles platform var en fordømmelse
af militærkuppet og overtrædelserne af menneskerettighederne i Honduras.

Der blev krævet en genindførelse af demokratiet og
styrkelse af de demokratiske institutioner. I lyset af begivenhederne ville netværket arbejde for, at Danmark opretholder sin tilstedeværelse i og bistand til Mellemamerika.

FN forsøgt inddraget

RCTs egen fordømmelse blev i eftersommeren fulgt op, da RCT og den internationalt anerkendte NGO The World Organisation Against Torture (OMCT) i august opfordrede til øjeblikkelig handling i forhold til den kritiske situation i Honduras.

Opfordringerne blev sendt til FNs særlige rapportør på torturområdet, Manfred Nowak, FNs særlige rapportør for menneskerettighedsforkæmpere, Margaret Sekaggya, FNs særlige rapportør for udenretslige, summariske og vilkårlige henrettelser, Philip Alston, og til FNs arbejdsgruppe for vilkårlige anholdelser.

På samme måde opfordrede RCT 19. august det svenske formandskab for EU ved statsminister Frederik Reinfeldt til øjeblikkeligt at kræve, at kupregeringen i Honduras satte en stopper for overfald og drab på menneskerettighedsforkæmpere og sikrede, at retsstaten og respekten for de fundamentale menneskerettigheder
blev genetableret.

Største folkelige mobilisering

29. november gennemførte kupregeringen i Honduras et i første omgang internationalt fordømt valg. I ugen inden havde RCT et kort besøg af Juan Almendares, som tillige havde møder med det danske udenrigsministerium. Juan Almendares opfordrede den danske regering og EU til at fastholde deres modstand mod kuppet. Han understregede samtidig Honduras’ geopolitiske betydning for USA og de skræmmende perspektiver for regionen, som kuppet i Honduras indebærer.

Modstandsfrontens bredde var sammen med den internationale fordømmelse af kuppet vigtige for det videre forløb. Men Juan Almendares understregede også, at modstandsfronten var mere end bare en opbakning til Zelaya.

Bevægelsen i Honduras efter kuppet er en af de største politiske mobiliseringer i Latinamerika i dag og den største folkelige, demokratiske mobilisering for sociale og økonomiske forandringer i Honduras i de seneste
25 år.