Blog 3 fra Busan: Kina er ude og den private sektor inde
13:44 | 29.11.11
Hele Busan-topmødet har været tilrettelagt for at få Kina og andre nye donorer til at skrive under på sluterklæringen og følge internationale principper om effektiv bistand.
Men her i sidste øjeblik er Kina trådt ud og vil ikke deltage yderligere i diskussionerne. Og heller ikke deltage i det Global Partnership for effektiv bistand, som bliver etableret her i Busan. Det er et kæmpe nederlag for alle de kræfter, der har søgt at få Kina ind i selskabet med traditionelle donorer, og bekymrende for hvordan Kina fremover samarbejder med andre udviklingslande i Afrika og andre steder
Det måske vigtigste skift, der bliver slået fast her ved den internationale konference om effektiv bistand i Busan, er i den grundlæggende vision for, hvad bistand og udvikling skal opnå. Her er et markant skift på vej mod den private sektor. I udkastet til sluterklæring fra Busan står der, at ”vi skal gentænke, hvad vi bruger udviklingsbistand til”. Hovedtanken er, at ”udvikling er drevet af stærk, bæredygtig og inklusiv vækst”.
Bag disse formuleringer ligger en nytænkning af udvikling. Mellem linjerne bliver den trend, der også præger udviklingsbistand i praksis, slået fast: Det handler om at skabe vækst. Bæredygtig og inklusiv vækst, ja, men først og fremmest vækst. Bistand skal ikke længere være målrettet de fattigste, der er i praksis en gen-introduktion af en nedsivnings teori, hvor man håber, at de fattige også vil få gavn af væksten. Og hvor vi selv som givere får mere gavn af bistanden.
Her i Busan har vi fra civilsamfundet side protesteret mod denne nytænkning. Ikke fordi vi er imod vækst i fattige lande. Vækst er grundlaget for på lang sigt at bekæmpe fattigdom. Men vi mener, at udgangspunktet for udviklingsbistand – visionen – må være at støtte fattige mennesker i at forsvare deres rettigheder og behov. Det må vi holde fast i. Den private sektor har vigtige bidrag til dette, men det kræver et skarpt fokus på, hvordan den private sektor bidrager til udvikling og ikke bare til vækst og profit for den private sektor.
Se erklæring fra civilsamfundets konference.
Så spørgsmålet er ikke, om den private sektor er effektiv til at skabe vækst, men hvordan den private sektor kan bidrage effektivt til at skabe udvikling for de fattigste. Det kræver, at den også følger de principper, der gælder for bistand om at være gennemsigtig, ansvarlig og målrettet de fattigste. Det er den målestok effektiv bistand skal måles på.

Hva med WTO og koherens?
For meg ser det ut som at det er Impact Investment (http://www.thegiin.org/cgi-bin/iowa/home/index.html) som er måten å arbeide med privat sektor fremover. Den kan ta fatt i gini-koeffisienter dersom en ønsker.
Vi har allerede sett på Development Finance Institutions og der vet vi at de ikke er særlig gode til policy (hvordan de skal investere for å oppnå gode effekter) og hvordan de bør måle sine resultater. I tillegg er det meget vanskelig å kontrollere disse. Hvis en ser på Norfundloven er Norfund unntatt den normale kontrollen som gjelder for offentlige bedrifter og finansielle institusjoner. Dersom vi skal kreve av bedrifter i andre land å være transparente kan vi begynne hjemme med DFIene. De kan ta større risiko enn hva private institusjoner kan. De trenger ikke av prinsipp vise høy gevinster fordi de tar høy risiko.
Jeg tror vi har en god grund i det arbeidet som er gjort med DFIene og det kan kombineres med kapitalfluktsagendaen.
Men hva med WTO-avtalen og TRIPS, dersom det er vækst som ønskes? Beskyttelse av sk. 'infant industry' er måten som utviklede land har byggt opp sine industrier på. For å utvikles trengs også teknologioverføring. WTO-avtalen står i veien. Og hva med kapitalkontroller for utviklingsland? Og hva med fokus på sårbare stater som bare falder lenger og lenger etter? Har du hørt hva som diskuteres om dette, Lars? Eller er det en annen verden som giverne helst ikke vil diskutere? (PS. Takk for flotte innlegg!)
This tutorial is very much
This tutorial is very much helpfull
Sale Steel Plate
Indsend kommentar