17:52 | 27.01.10

I disse dage sidder de i Danida og skriver sig til blods på et første udkast til ny dansk udviklingspolitik. Vi ved fra optakten og fra Afrika-kommissionen, at fremme af privatsektor-drevet økonomisk vækst er en hjørnesten i den ny politik. Jeg kan kun være enig i, at økonomisk vækst er en forudsætning for at bekæmpe fattigdom. Men hvilken slags vækst er det, som den ny politik lægger op til?

I det sydligste hjørne af Mozambique er der etableret en enorm aluminiums-fabrik, Mozal. Den står for 76 % af landets eksport og er en vigtig del af forklaringen på Mozambiques vækst på over 8 % siden årtusindskiftet.

Men bidrager fabrikken til udvikling? Og fattigdomsbekæmpelse?

Jeg kender ikke Mozal i detaljer, men det er for mig at se et eksempel på den slags økonomiske vækst, der er baseret på private udenlandske investeringer, som primært bidrager til en multinational virksomheds profit.

Aluminiumsfabrikken har relativt få tusind ansatte, råstoffet kommer ind fra Australien og andre lande, bliver smeltet ved hjælp af statssubsidieret energiforsyning, og hele produktionen eksporteres.

Mozal betaler 1 % i skat af sin omsætning, og har desuden ret til frit at hjemtage overskud til moderselskabet efter reglerne for industrizoner. Alt i alt bidrager fabrikken ikke synderligt til Mozambiques udvikling – udover at de makroøkonomiske data ser pæne ud.

Man kan desuden spørge sig selv, om det er fornuftigt at give subsidieret energi til Mozal i et land, hvor der er kronisk mangel på energi og strøm, og hvor flertallet ikke har adgang til elektricitet.

Når den danske udviklingspolitik vil fremme økonomisk vækst, er det helt centralt, at det er en vækst, der kommer de fattige til gode. Og det er sjældent mega-projekter som Mozal. Ej heller er investeringer i råstofindustrien godt for hverken de fattige eller landenes udvikling.

Privatsektor-drevet vækst skal have udgangspunkt i det enkelte lands små virksomheder, komparative fordele og lokale muligheder, ofte i første omgang virksomheder rettet mod hjemmemarkedet. Det kræver gode statslige institutioner, en fornuftig regulering og bekæmpelse af korruption.

Det er ikke tilstrækkeligt, at økonomisk vækst og private investeringer skaber arbejdspladser. Helt centralt er det for udviklingen, at virksomhederne betaler skat i landene.

Ofte ser man, at store virksomheder får mangeårig skattefritagelse, subsidier på energi, ret til at udføre overskud ect. Udviklingslandene konkurrerer med hinanden – med hjælp fra Verdensbankens Doing Business indikatorer - om at tilbyde de laveste standarder på skat og arbejdstagerrettigheder.

Alt sammen er det med til at underminere de positive effekter af investeringer i udviklingslandene.

Vi ved, at multinationale selskaber årligt flytter 6-700 milliarder dollars ud af u-landene i illegal kapitalflugt. Hvis de betalte skat af disse penge ville det give omkring 160 milliarder dollars i skatteindtægt til udviklingslandene, langt mere end den samlede globale bistand.

Derfor skal en ny dansk udviklingspolitik bidrage til at fremme lokale små og mellemstore virksomheder, og sikre at de multinationale selskaber betaler en fair skat, i stedet for gennem lyssky transaktioner at flytte deres overskud til skattely.

Danmark skal både via bistandsmidlerne, men også gennem en aktiv udvik-lingspolitisk indsats i internationale organer arbejde for en regulering, der sikrer at u-landene reelt får udvikling ud af den private sektor.