21:02 | 05.02.10

Staten Texas’ motto er ”Friendship” og ifølge Wikipedia og andre seriøse kilder blev ordet texas brugt af Indianerne til at betegne venner og allierede. Og venner og allierede er vi nu med Paris Deklarationen, hvis centrale præmis er ”partnership”.

Eller er vi? Er vi seriøse – på begge sider? Er vi kommet videre siden vi underskrev Deklarationen i 2005? Gør det en forskel?
For det er jo det vi erklærer, at vi vil med udviklingsbistanden, og mange af os der er i branchen ønsker at ”gøre en forskel”.

Der er mange holdninger og meninger om Deklarationens sundhedstilstand. Som Lars Engberg-Pedersen noterede i sin blog her i forummet for nogen tid siden: ” På det seneste kan man imidlertid spore en vis skepsis over for hele denne dagsorden”.
Den skepsis er undertiden lidt upræcist udtrykt og kan dække over mange forskellige indfaldsvinkler. Nogle af de mest almindelige er:

• Skepsis om hvorvidt målene kan nås til tiden
• Skepsis om hvorvidt der er politisk opbakning til Deklarationen, både hos donorer og partnerlande
• Skepsis omkring opbakning i embedsværket der skal implementere den
• Skepsis om hvorvidt Deklarationen rent faktisk gør bistand mere effektiv, og ikke mindst:
• Skepsis om hvorvidt mere effektiv bistand nu også betyder mere udviklingseffekt

Det er godt at være skeptisk, at stille spørgsmålstegn, at udfordre.
Det er en højt hævdet del af den danske mentalitet, og det er sundt.
Men svarene skal findes i facts og seriøse undersøgelser, ikke i fornemmelser og løse påstande.

Og det er et af Deklarationens helt centrale, innovative og væsentlige bidrag til udviklingsdebatten, at den i sig selv indeholder kravet og forpligtelsen til at måle, evaluere og dokumentere dens egen effekt, noget ingen anden politisk deklaration vist før har indeholdt. Deklarationens paragraf 11 lyder:

”We will, in addition [to other arrangements], explore independent cross-country monitoring and evaluation processes – which should be applied without imposing additional burdens on partners – to provide a more comprehensive understanding of how increased aid effectiveness contributes to meeting development objectives.”

Paris Deklarationen indeholder m.a.o. en evalueringsforpligtelse. En forpligtelse til ikke blot at være en hensigtserklæring, eller et mere eller mindre bindende politisk engagement, men en forpligtelse til at forsøge at forstå hvorvidt og hvordan den opnår sit erklærede mål.

En monitoreringsproces har fulgt fremdriften i forhold til 12 specifikke indikatorer – ikke alle lige væsentlige eller lette at måle på, men dog noget at forholde sig til.

Og en evalueringsproces har allerede produceret en første rapport der på basis af 8 partnerlandes evalueringer og 11 donor studier har kunnet øge indsigten i de processer der driver bistanden. Fase 1 fokuserede på ”Hvordan” og ”Hvorfor” i implementeringen og lagde vægt på input/output niveauet, især i forhold til at forsøge at indkredse ændringer i holdninger og adfærdsmønstre hos donorer og partnerlande, ansporet af Deklarationen.

Fase 2 trækker evalueringen længere, idet den fokuserer på relationen mellem effektivitet i bistanden og resultaterne.
Metodologisk er det ikke simpelt, men med over 20 deltagende partnerlande og 7 nye donor studier, vil der være et væsentligt faktuelt og analytisk grundlag at arbejde på.

Som evalueringen skrider frem vil det måske blive tydeligere hvorvidt Paris Deklarationen flytter os fra Texas – fra at være allierede – til Paris – til at være partnere. I Wikipedia’s udlægning:

“An alliance is an agreement between two or more parties, made in order to advance common goals and to secure common interests.”
“A partnership is a type of business entity in which partners (owners) share with each other the profits or losses of the business.”

Are we in business?