20:45 | 04.02.10

Det er vel nok godt, at regeringen nu har stillet forslag om en lov, der skal etablere et institut for samarbejde mellem danske politiske partier og politiske partier i u-landene og bundet en foreslået bevilling på 75 mio. kr for 2010-12 i halen på forslaget!

For hvor har det tit været pinligt at deltage i høringer om u-landsbistand i Danmark, hvor de politiske partier enten har glimret ved deres fravær, eller blameret sig ved platte uengagerede almindeligheder!

Og når jeg har mødt politiske partier i u-landene, har jeg på samme måde ofte fået uhyggelige indtryk af, at partierne dér og landenes udviklingsproces intet havde med hinanden at gøre. Selv i såkaldt demokratiske lande var det adskilte verdener! Her var der noget galt!

Derfor var det en øjenåbner at besøge det daværende Vesttyskland for en del år siden og møde deres politiske stiftelser: Konrad Adenauer Stiftung for CDU, Friedrich Ebert Stiftung for SPD osv., der hver især forvaltede en del af den tyske u-landsbistand som bistand fra parti til parti.

Partierne fik på den måde lod og del i bistandsarbejdet. Det var ikke bare noget, de lovgav om.
Min umiddelbare reaktion var, at so ein Ding müssen wir auch haben!

Og nu er regeringen herhjemme ved at stable den på benene. Jeg kan kun klappe fra tilhørerbænken, selv om jeg politisk hører andetsteds hjemme.

Det springende punkt bliver, hvordan man i praksis får engageret de danske og u-landske politikere i et reelt samarbejde, som de og deres respektive vælgere oplever som relevante for dem selv.

Den nye lov bliver en succes, hvis:
* Danske politikere får et hands on forhold til u-landsbistanden, og
* et hands on forhold til deres kolleger i u-landene, og
* kan formidle det ud til deres vælgere og den større danske offentlighed og dermed gør bistandsarbejdet nærværende for sig selv og andre.

Så får vi måske udviklingsbistanden tilbage på den aktuelle dagsorden herhjemme, måske endda i fornyet udgave.

Hvis Danida og politikerne derimod overlader det hele til instituttet, er der intet opnået. Værdien bliver også minimal, hvis partierne bare ansætter funktionærer til at formulere og udføre deres egne bistandsopgaver. De samme succeskriterier gør sig gældende i Den Tredje Verden.

Instituttets hovedopgave bør derfor være at virkeliggøre disse muligheder, så politikere her og i u-landene kan profilere sig på bistandssamarbejdet og vise dets politiske relevans. Det åbner loven heldigvis også mulighed for.

Derimod kan man undre sig over, hvorfor kun halvdelen af den foreslåede bevilling skal bruges til direkte samarbejde mellem et dansk parti og et parti i Den Tredje Verden. Den anden halvdel skal ifølge forslaget gå til såkaldte tværpolitiske projekter. Man kan også undre sig over, hvorfor de sædvanlige partnere i bistandssamarbejdet – især de private bistandsorganisationer - skal have del i kagen og være med til at styre instituttet.

Partierne burde være de primære aktører, og de andre burde kun være med, hvis partierne bad om hjælp.

Men alt i alt tegner instituttet til at kunne blive en spændende nyskabelse i det danske u-landskab.

Jeg tror desuden, at en direkte erfaringsbaseret politisk tilgang kan åbne nye veje for udviklingsoplysningen. Den må for min skyld meget gerne politiseres helt eksplicit og baseres på konkrete eksempler på, hvad aktører fra de politiske partier har oplevet hver for sig og med hinanden.

Det ville være dejligt for os gamle trætte udviklingsoplysere, hvis det nye institut ville tage denne dimension med ind i sit arbejde, og vise os, at arbejdet kan gøres på en anderledes og mere spændende måde.

Blogindlægget er sendt som høringssvar til Danida, der har bedt om kommentarer til lovforslaget.

Se videre u-landsnyts omtale på:
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-02-10/danske-politiske-partiers-nye-fo...