Kære Jørgen Harboe,
Det er for nemt at sige, at der ikke skal være fredsbevarende tropper i Mali fordi meget er gået galt i Afghanistan og Irak.
De fredsbevarende tropper har været med til at dæmme op for konflikter i Sydsudan og Liberia. AMISOM tropperne har været afgørende for at skabe en skrøbelig sikkerhed i Somalia og det har været med til at skabe en anelse håb i det hårdt plagede land - og for den hårdt plagede befolkning.

Nabolandene og den midlertidige præsident i Mali vurderer samstemmende at der er brug for militær hjælp til Mali, hvor militæret er svagt og kommandostrukturen brudt sammen efter kuppet - og hvor de islamiske oprørsgrupper i det nordlige Mali er stærkt bevæbnede med våben fra Libyen.

Vi kæmper hårdt for en politisk løsning, men det er en anelse naivt at tro at der kan skabes sikkerhed i det nordlige Mali uden militær tilstedeværelse. Det er ikke det samme som krig.

Og at sige vi bare skal løse det med "klassisk udviklingspolitik" er også en anelse naivt, sådan som situationen er nu.
Vi må og skal tænke bedre sikkerhed og mere udvikling sammen - også i Mali.

Venlig hilsen,
Christian

Jeg tager gerne på mig, at jeg reagerer naivt. Jeg indrømmer også, at jeg som pensionist ikke længere har fingeren på pulsen i det større udviklingspolitiske univers.
Mit ærinde var da også kun at anholde noget, der mindede mig om en refleksreaktion: ’Send the Marines’, som Tom Lehrer sang engang. Christian Friis Bach sagde i Politiken, at han var nået frem til sin konklusion – militær indgriben i Mali – efter lange og vanskelige overvejelser. Alligevel fortalte artiklen intet om mulige alternativer til et nyt Irak eller Afghanistan i Mali.
Friis Bach har ret i, at det i nogle situationer er relevant at tænke udvikling og sikkerhed sammen, men konklusionen på samtænkning er ikke nødvendigvis ’Send the Marines’. Især ikke, hvis man på forhånd anser det for usandsynligt, at en militær indsats vil få succes og at den – selv hvis den lykkes – næppe løser det bagvedliggende sikkerhedsproblem. I så fald er det samtænkeren og ikke mig, der er naiv og tror, han kan løse et stort forgrenet problem med et snuptag.
Jeg tror der skal mere til, også i Mali. Jeg tror også, at den ethos, som det klassiske udviklingssamarbejde bygger på, kan indgå som et fundamentalt tillidsskabende element, der øger vores sikkerhed, selv om Friis Bach nok har ret i, at vi ikke kan normalisere situationen i det nordlige Mali med klassisk bistand alene.
Det nytter bare ikke at komme med bistanden, som en from eftertanke!
Der er brug for, at vi breder debatten om samtænkning ud til andet og mere end en diskussion for eller imod krudt og kugler. Ellers skyder vi os selv tilbage til fortidens kolonikrige – og følgerne blir værre end dengang.

Kære Jørgen Harboe

Mange tak for dit synspunkt - virkelig mange tak. Det er vigtigt at prikke hul i forestillingerne om militær indgriben.

Venligst
Nedda

Det her er en meget vigtig og svær debat, som nødigt skulle ende med en gentagelse af fløjenes sædvanlige synspunkter. Den tåbelige overskrift i Politiken må ikke tvinge os derhen.

De beretninger, jeg læser på RFI, melder om stærk folkelig modstand i det nordlige Mali mod de mere eller mindre religiøse bevægelser og bander, der har taget magten. At de har fået overtaget netop nu hænger ret sikkert sammen med omvæltningen i Libyen, og dermed er det nordlige Mali en ganske anden situation end Irak og Afghanistan. At sammenligne med disse lande giver ingen mening.

På den anden side er en bagvedliggende årsag lige så sikkert at Malis regeringer over årene ikke har levet op til de aftaler, de har indgået med tuaregerne, og at det nordlige Mali ikke har fået del i udviklingen i samme omfang som det sydlige Mali og i særdeleshed som området omkring hovedstaden. Et udviklingsmæssigt fokus på det nordlige Mali, hvilket donorerne ikke altid har understøttet, er således også påkrævet.

Samtidig er det selvfølgelig afgørende at en eventuel militær indgriben ledes og styres af afrikanere, hvilket i dette tilfælde sikkert vil sige den vestafrikanske organisation ECOWAS. ECOWAS har været hurtigt ude med fordømmelse af såvel militærkuppet i Bamako som af oprøret i det nordlige Mali, hvilket er yderst glædeligt. Hvis ECOWAS beslutter sig for en militær tilstedeværelse, må Danmark grundigt analysere om de politiske og militære konsekvenser er acceptable og dermed kan legitimere dansk støtte.

Mvh. Lars

Jeg hører ikke nogen omtale tuaregerne, som startede det hele (med våben fra Libyen), og jeg hører hermed heller ikke nogen skelnen mellem tuareg oprørerne og islamisterne, selv om tuaregerne mig bekendt, ikke har noget med islamisterne at gøre længere, men tvært imod er disses opponenter.

Hvis jeg har misforstået noget så lad mig det vide.

I den situation, hvor en islamistisk gruppe, som hovedsagelig kommer udefra, og hvor befolkningen er taget som gidsler, og hvor "tuareg oprørerne" faktisk bekæmper islamisterne - eller er det ikke nået dertil endnu (?) - der ser jeg faktisk mening i galskaben ved at sende militær til det nordlige Mali, for (her er jeg helt enig med Lars) situationen, også den millitære og strategiske osv, er usammenlignelig med Afghanistan og Irak.
Desværre er der et punkt, hvor sammenligningen ikke er helt umulig: Der er 3 parter i Mali, ikke kun 2, og formentlig er tuaregerne lige så meget modstandere af det "officielle" Mali (hvis man kan tale om noget sådant i øjeblikket), som de er af islamisterne, som fra tuaregernes synspunkt må tilføjes det formildnende træk, at de kæmper mod "millitæret" (Mali's), og dermed er de halvt allierede.

Jeg kan tro på at militær indgriben er en vej frem i det nordlige Mali, men det FORUDSÆTTER, at det er på præmisser, som tuaregerne kan tilslutte sig.
Uden tuaregernes accept vil de indsatte styrker skulle forholde sig til 2 modstandere, og det kunne tænkes at kaste tuaregerne i armene på islamisterne.

EFTER en (evt) succesfuld indgriben, skal tuaregerne være sikre på, at de ikke står svagere end før.
Det er lidt af en gordisk knude, for det internationale samfund kan ikke tvinge det nuværende militære styre eller et kommende demokratisk styre (som i sagens natur ikke eksistere), til at garantere tuaregerne noget som helst, og selv om det mod alle odds skulle lade sig gøre at få tuaregerne til at forhandle om hvad der skal ske efter en intervention, så er spørgsmålet:
Hvem skal de forhandle med ?

Med andre ord er forhandling (og en bindende aftale) med tuaregerne en nødvendig forudsætning for at en intervention kan få succes, men forhandling er ikke mulig.

Sværdet brød den gordiske knude - hvad/hvordan/hvem kan bryde den i Mali ?

Umiddelbart tror jeg ikke, at der er noget at gøre, medmindre man vil sende en overlegen styrke ind, og blæse på civile tab, før der sidder en legitim regering i Mali. DEN ville kunne forhandle betingelser på plads med tuaregerne - i teorien...

Desværre for alle, bortset fra islamisterne, vil selv en legitim regering næppe acceptere tuaregernes krav, som formentlig er en selvstændig stat eller i yderste fald måske en grad af selvstyre, hvilket ikke er særlig sandsynligt, eftersom tuaregerne er vant til at blive svigtet og det, som er værre.

Kom nu med det sværd ! - En eller anden.....