12:22 | 23.10.09

For seks år siden sendte Udenrigsministeriets Humanitære Beredskab mig til Sri Lanka, hvor jeg i seks måneder fungerede som forbindelsesmand mellem De Tamilske Tigre og den nordiske organisation, der overvågede en våbenhvileaftale, som Tigrene og regeringen i Sri Lanka havde indgået i 2002.

Min station var i den lille sønderskudte by Kilinocchi på det nordlige del af øen, hvor Tigrene havde officielt hovedkvarter. Det var en spændende tid, hvor jeg fik en skizofren oplevelse af Tigrenes ledere, der i de store sammenhænge agerede som hensynsløse terrorister, men på de indre linjer som hjælpsomme og varmhjertede medmennesker.

De er vel alle døde nu, dræbt under den sidste store regeringsoffensiv, der sluttede borgerkrigen i maj i år. Masser af soldater og civile døde også under kampene om Tigrenes sidste bastion på stranden øst for Jaffna by, men ca. 250.000 Tamiler blev fanget og spærret inde i interneringslejre, der står den dag i dag.

Det britiske ugemagasin Economist er et af de få, der forsøger at følge deres skæbne. Og som igen og igen gør opmærksom på, at regeringen i Sri Lanka nok har vundet den over 25 år lange borgerkrig, men sørgeligt forsømt at omsætte den militære sejr til en politisk forsoning, der kan give befolkningen et grundlag for den fred, som alle på øen har brug for.

Regeringen i Colombo har naturligt nok udnyttet sejrsrusen til at vinde øget tilslutning blandt sine egne i den singalesiske flertalsbefolkning, men øjensynlig ikke forsøgt at vise det politiske mod og storsind, det kræver, at rækken hånden frem til den tidlige fjende og gøre ham til partner i et fælles nationalt projekt.

Derfor er krigen slut, men konflikten ligger som en indkapslet hiv-virus, der kan vækkes til live og starte en proces frem mod nye rædsler. Præcis som afslutningen på Junikrigen i 1967 mellem Israel og de arabiske lande, der også var et gyldent øjeblik, som kunne være udnyttet til at slutte Palæstinakonflikten, men tvært imod blev udgangspunkt for nye krige.

Det er frustrerende at sidde med den erkendelse, når man kendte mange mennesker både blandt singaleserne og tamilerne, og ved, hvad det kunne betyde for dem, hvis de endelig kunne lægge frygt og had bag sig og begynde at tro på fremtiden.

Danmark deltog som nævnt i det nordiske korps, der overvågede våbenhvilen, som Norge fik i stand. Aftalen brød sammen, men jeg er ikke i tvivl om, at den reddede menneskeliv i de år, den eksisterede og blev overvåget af et halvt hundrede mennesker fra Norge, Sverige, Danmark, Finland og Island.

Norge og vi andre blev skældt ud for at holde med 'fjenden' af begge parter, men vi fungerede trods alt effektivt som 'go betweens', fordi ingen kunne reelt pege på, at vi havde interesser for at holde med den ene mod den anden eller for at vinde fodfæste som stormagter.

Derfor er vi faktisk vel positionerede til at prøve igen under de nye vilkår.

Det ville være dejligt, hvis f.eks. Danmark forsøgte at bryde det øjensynlige dødvande, der er opstået efter regeringssejren over De Tamilske Tigre, og tog de andre nordiske lande med i et initiativ, der kunne gå ud på at få tamiler og singalesere til at samarbejde om genopbygning i de krigshærgede områder.

Det bør være et rent civilt bistandsinitiativ, der udelukkende tilbyder penge, uvildige personer og teknisk hjælp til genopbygnings- og udviklingsprojekter, som favoriserer samarbejde mellem de tidligere krigende parter.

På den måde kan freden få et konkret og konstruktivt indhold for de mennesker, der ikke længere lever ved fronten, og man kan måske også få tamilerne ud af stilstanden i interneringslejrene og give dem mulighed for at bygge en frugtbar tilværelse igen med egne hænder.

Ideen er sikkert naiv, men den er velment. Og selv naive ideer er bedre end ingen.