Hvis vi slækker på den globale AIDS-bekæmpelse nu, risikerer vi en AIDS-pandemi 2.0, som vi ikke er rustede til at klare.

For en del år siden havde jeg en veninde, der nu er død. Hun var nar-koman, smuglede heroin og havnede i kvindefængslet i Sri Lankas hovedstad Colombo

Sidst i maj sendte jeg en dødsannon-ce til Politiken og Information: Dansk Folkeparti og regeringen er på vej til at lægge dansk u-landsbistand i graven!

En af mine venner beskyldte mig engang for gennemført værdirelativisme, og den beskyldning må jeg nok tage til mig.

Hvis de største danske NGOer begynder at se sig selv som lokale afdelinger af internationale NGO-konglomerater, er der grund til spørge, om de samtidig kan se sig selv som udtryk for folkelige kræfter herhjemme

Det virker selvmodsigende, når Søren Pind vil koncentrere dansk bistand om Afrika uden samtidig at koncentrere sig om hiv-bekæmpelse. Døde og døende afrikanere skaber ingen udvikling

Overskriften over Danidas nye programudkast er 'Frihed for fattigdom – frihed til forandring'. Den kunne også have været 'Kæmp for alt, hvad du har kært'.

Den britiske rig-mand, Sir Richard Branson, fra Virgin-koncernen er blevet dansk klumme-skriver og har kommenteret milliardærernes indtog på udviklingsbistandens arena.

Man kan se holdningen til menneske - rettigheder som udtryk for, hvem, der er førerhund i den globale verdensorden.

Det er vel nok godt, at regeringen nu har stillet forslag om en lov, der skal etablere et institut for samarbejde mellem danske politiske partier og politiske partier i u-landene og bundet en foreslået bevilling på 75 mio. kr for 2010-12 i halen på forslaget!

Det er blevet dagligdag at dansk politik og dansk samfundsudvikling er livsfarlige for danskere (og muslimer i fattige lande). Vi registrerer det, men bliver ikke længere opskræmte eller animerede til handling.

For seks år siden sendte Udenrigs-ministeriets Humanitære Beredskab mig til Sri Lanka. Her fungerede jeg som forbindelsesmand mellem De Tamilske Tigre og den nordiske organisation, der overvågede en våbenhvileaftale, som Tigrene og regeringen havde indgået i 2002.

Før talte man om sidegevinster ved udviklingsbistand: Danske udsendte vendte hjem med nyttige erfaringer i form af viden om Den 3. Verden og respekt for og kærlighed til de samfund, de havde bistået. Krige derimod giver ingen sidegevinster, blot farlige bivirkninger. Ligesom dårlig medicin.

Som pensionist går jeg til langt færre presse-møder, end da jeg var aktiv journalist, men forleden var jeg med, da IMS (International Media Support) indbød udviklingsjournalisternes Nairobiklub til præsentation af gruppens seneste rapport.
Mødet gav et fingerpeg om, at der er sket et og andet mens jeg har været ude på sidelinjen, og at udviklingen måske rummer tendenser, vi bør holde øje med.

Bistandsnationen Danmark i 1970'erne og 1980'erne var mere vellidt i Den Tredje Verden, end det Danmark, der i dag sideløbende agerer frontkæmper for Vestens militære indsats i de fattige lande. Vores civile bistand splittede heller ikke modtagerlandene ad, sådan som de militære aktioner i Irak og Afghanistan har splittet befolkningerne mellem dem, der holder med os, og dem, der holder med fjenden. Jeg vil derfor hævde, at den har gavnet tilliden mellem os i nord og dem i syd uden at skade, og det er i sig selv en værdi. Inden vi trak i uniform, vidste alle, at vi kom uden skjult dagsorden og uden magtdrømme.