KOMMENTAR

Af Troels Dam Christensen
koordinator for 92-gruppen

Her den 31. januar 2010 havde verdens lande mulighed for at melde deres mål for drivhus-gasreduktioner ind til den Københavns-aftale (Copenhagen Accord), der kom ud af klimatopmødet i december i Bella Center.

Kun 55 lande sendte mål ind, og resul-tatet er nedslående – især for de rige lande.

Videnskaben siger, at de rige lande skal reducere deres udsllip med 25-40 pct. - og nok nærmest 40 pct. - i 2020 i forhold til 1990, hvis vi skal have en rimelig chance for at holde den globale tempe-raturstigning under de 2 grader, som er målet i Copenhagen Accord.

Alligevel ligger de reduktioner, som de rige lande har budt ind med, langt under dette, nemlig i størrelsesordenen 11-19 pct.

EU melder fortsat et åbenlyst utilstrækkeligt mål på 20 pct. reduktion ind og kun 30 pct. hvis andre gør mere. USA kan kun svinge sig op på 4 pct., og et land som Canada mener, at det skal have lov at udlede mere i 2020 end i 1990.

Hvad angår finansieringen til udviklingslandenes klimatiltag tyder alt på, at de penge, som er lovet under Copenhagen Accord, langt overvejende vil være genbrugte bistandsmidler.

For nyligt måtte den britiske regering erkende, at langt de fleste penge fra Storbritannien ville blive midler, der allerede er lovet før. Det samme gælder for langt de fleste andre lande - herunder Sverige og Danmark -, hvor udviklingsbistanden må holde for.

Altså ikke nye penge til u-landene, bare en ny overskrift.

Ikke underligt, at u-landene har svært ved at se, at de rige lande tager deres klimaansvar alvorligt.

Og måske derfor, at så få u-lande har tilsluttet sig Copenhagen Accord, fordi de godt kan se, at det bliver en tabersag for dem, der har forurenet mindst, men bliver hårdest ramt af klimaændringerne.

Det er nu på tide at erkende, at Copenhagen Accord ikke er vejen frem til en tilstrækkelig og retfærdig klimaaftale.

Der findes kun én vej nemlig gennem forstærkede forhandlinger i de 2 forhandlingsspor under Klimakonventionen, hvor de rige lande nu i langt højere grad må tage deres klimaansvar på sig og levere reduktioner og finansiering, der svarer til dette ansvar.

Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev for februar 2010 - Nyt om Miljø og Udvikling