Med "Ugen for Moderne Kunst" i 1922 lød startskuddet til en diskussion af brasiliansk kunst og nationalidentitet.

I dag er det 90 år siden, at modernismen officielt kom til Brasilien. Under "Ugen for Moderne Kunst" blev de dominerende strømninger i europæisk kunst som kubismen, ekspressionismen, futurismen og dadaismen præsenteret for et bredt publikum i São Paulo. Eventen strakte sig over tre dage – den 13., 15. og 17. februar – og var arrangeret af en flok progressive kunstnere og intellektuelle, der havde fået nok af landets mangel på kunstnerisk og national identitet.

Ægte brasiliansk kunst

Allerede 10 år tidligere havde forfatteren Oswald de Andrade, en af hovedfigurerne i den brasilianske modernisme, efter et ophold i Paris deklareret, at Brasilien kulturelt set var 50 år bag ud i sammenligning med Europa. Med sig tilbage fra Paris havde han bl.a. futurismens berygtede hovedmanifest, og snart efter fulgte flere kollegaer, der også ønskede at omplante de europæiske strømninger til det tropiske land.

Spørgsmålet var bare, hvordan man kunne hente inspiration i Europa, samtidig med at man skabte en ægte national scene for kunst, hvilket igen åbnede op for diskussionen om, hvad det uhyre sammensatte lands nationalidentitet egentlig var for en størrelse.

Kulturel kannibalisme

En løsning på dilemmaet med den europæiske inspiration blev formuleret af Oswald de Andrade i et manifest fra 1928, hvori han foreslår en form for kulturel kannibalisme. Manifestet åbnes med sætningen "Tupi or not Tupi: that is the question", hvilket refererer til de indfødte tupi-guarani indianeres tradition for kannibalisme.

Tupierne var af den overbevisning, at man ved at spise et andet menneske kunne overtage dets positive egenskaber og talenter. Den tradition inspirerede Oswald til hans kulturelle kannibalisme, der opfordrede til at hente inspiration i udlandet med det mål for øje, at den skulle omformes til kunst, der i sit udtryk var åbenlyst brasiliansk.

Et land – tusind identiteter

En anden af hovedpersonerne i "Ugen for Moderne Kunst" var Oswalds ven og kollega, Mario de Andrade, der i 1928 udgiver bogen "Macunaíma". Heri forsøger Mario at afdække Brasiliens nationalidentitet ved at lade bogens hovedkarakter bevæge sig gennem landets forskellige regioner og samfundslag, alt imens han skifter farve og race. Mario ender med at konkludere, at Brasilien ikke har én nationalkarakter, men tusind forskellige, og at netop det er landets egentlige nationalidentitet.

Også andre kunstnere, der senere satte deres umiskendelige aftryk på etableringen af en national kunstscene, deltog i "Ugen for Moderne Kunst". Bl.a. Heitor Villa-Lobos, Brasiliens bedst kendte komponist, der gav sine værker et unikt udtryk ved at forene dem med folkloristiske elementer og musik fra landets oprindelige folk.