Fra verdens ende til Malis ende?

16:48 | 22.06.12 |

Status over seks måneders uro i Vestafrikas tidligere ”demokratiske fyrtårn”

Lars Zbinden Hansen skriver fra Lomé

Malis sagnomspundne karavaneknudepunkt, Timbuktu, er for tiden mere tør, end de liberale og tolerante borgere i byen bryder sig om.

I begyndelsen af april rykkede en pærevælling af islamister, terrorister og regulært storkriminelle ind i byen, der også går under tilnavnet ”Verden Ende”.

Og så var det slut med at læske ganerne i øl og spiritus på byens mange barer i de støvede gyder. Gør man det alligevel, vanker der pisk som straf.

Islam tilsiger det, hed det fra den ledende, indtrængende gruppe Ansar Dine (”Troens Frelsere”), og så plantede de deres sorte jihad-flag oven på byens offentlige kontorer og erklærede sharia-lov indført.

Kvinder blev beordret tørklæde på. Fodbold og fjernsyn med vestligt og uislamisk indhold blev forbudt. Barbering, cigaretrygning og mænd og kvinder, der kører sammen på motorcykel røg ned i samme bandlyste sorte hul.

Ikke længere noget samvær mellem piger og drenge i skolerne. Snuppes timbuktuneserne for tyveri, ryger hånden af med et machette-hug, lød det advarende fra islamisterne.

De strenge udmeldinger kom bag på mange, fordi Ansar Dines leder, Iyad Ag Ghaly, helt fra 1990 har været den absolut ledende forkæmper for et hjemland for alle uanset trosretning, stamme eller gruppe – ingen religiøse krav til nogen.

Blot en stat for alle hjemmehørende i Azawad, som tuaregerne kalder det massive ørkenområde.

Sharia og terror

Men med stiftelsen af Ansar Dine i marts i år fik Ghalys diktion bag det grånende skæg en anden lyd: nu hed det sharia-lov i hele Mali og ikke nogen langmodighed med anderledes-tænkende.

Ghaly så en fordel i et samarbejde med terroristerne i Al-Qaeda i Islamisk Jihad (AQIM). De har nemlig masser af våben, der bliver købt for de millioner af euro og dollars, som de veksler for udenlandske gidsler og smugling af narkotika.

Det er altså nogle velbeslåede terrorister, men samtidig også nogle salafister, der læser koranen med djævelsk strenge briller på. Så hvorfor ikke bøje sig over mod sharia, synes Ghalys ræssonement at have været.

Og det lider indbyggerne i det ellers så kosmopolitiske Timbuktu under. Alle rapporter fortæller, at byen er blevet forvandlet fra en livlig turistattraktion til en anarkistisk spøgelsesby af røverier, plyndringer, vold og terrorisme. En fjerdel af byens 55.000 borgere er flygtet.

En af borgerne, der er blevet tilbage, bekræfter tilstandene overfor nyhedsbureauet Maghrebia og siger videre:

”De mennesker, som forhindrer os i at ryge … er selv storsmuglere af cigaretter og narkotika og handler endog med disse varer for at købe våben og rekruttere og betale nye agenter. Der er ingen logik i deres sharia”.

Drømmen om en tuareg-stat

Imens ser de sekulære tuareger i ”Den Nationale Bevægelse for et Frit Azawad” (MNLA) hjælpeløst til fra udkanten af Timbuktu.

De var med til at indtage byen sammen med Ansar Dine, men blev allerede dagen efter smidt ud af de bedre bevæbnede islamister.

Det var ellers MNLA, der satte gang i det hele, da de den 17. januar indledte en militær offensiv i den nordlige del af Mali for at opnå det, som de har drømt om og kæmpet for i årtier: en selvstændig, sekulær tuareg-stat.

MNLA-krigerne vendte i slutningen af 2011 tilbage fra Libyen, hvor de havde kæmpet på Muammar Gaddafis side. Sammen med Ansar Dine lykkedes det i slutningen af marts at få jaget den maliske hær ud af Azawad.

Men ikke så snart var de tre store byer i nord: Timbuktu, Gao og Kidal, erobret, før den fælles kamp blev afløst af skænderier om, hvor islamisk en ny stat skal være.

Siden er det trukket mere og mere i retning af et direkte væbnet opgør mellem MNLA og Ansar Dine, og det første kom så for et par uger siden, hvor der udbrød ildkampe mellem grupperne lidt nord for Kidal.

Imens har et stigende antal nye bevæbnede grupper meldt sig i dramaet i det karrige nord-Mali. Alle har deres særinteresser at kæmpe for. Der er f.eks. de arabisk-talende i ”Den Nationale Front for et Frit Azawad” (FNLA), som mener, at deres sprog bliver undertrykt.

De er samtidig indædte modstandere af islamisterne og deres sharia og har som første mål at ”befri” Timbuktu fra Ansar Dine.

Afghanisering

En anden gruppe består af Timbuktu-borgere, der har dannet en undergrundshær ved navn ”Patrioternes Modstandsbevægelse for Timbuktus Befrielse” (MPRLT).

Deres mål er – udover at befri Timbuktu – ”et helt og udelt Mali”, altså ingen selvstændig Azawad-stat, som MNLA ønsker.

Splittelsen i nord er nu så stor, at mange kalder situationen tæt på en total ”afghanisering” – eller ”somalisering”.

En malisk journalist, Tiegoum Maiga, siger f.eks.: ”Krisen har udviklet sig til stammekrig. Efter at have kæmpet mod den maliske hær sammen… begynder grupperne nu at kæmpe mod hinanden. Det er meget farligt”.

Til dramaet skal lægges, at flere terrorgrupper i det nordlige Mali samarbejder med Al-Shabab i Somalia og med den frygtede nigerianske gruppe Boko Haram og endog med Taliban i Afghanistan.

Nabolandet Nigers præsident Mahamadou Issoufou har udtalt, at der er håndfaste beviser for, at afghanske og pakistanske jihadister fungerer som militære trænere i lejre i det nordlige Mali.

Verdenssamfundet på sidelinjen

Det internationale samfund holder sig indtil videre diskret på sidelinjen i forhold til Mali og Azawad.

USA, f.eks. vil ikke rodes ind i det nord-maliske inferno. Amerikanske ”boots on the ground” ville ifølge mange analytikere også blot gøre situationen endnu værre.

Så det er altså vestafrikanerne selv, der skal rykke, hvis den ”hele” stat, Mali, skal rettes op igen.

Den Afrikanske Union og det 15 lande store Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab, ECOWAS, har hele tiden skarpt fordømt tuaregernes stat og vil kun acceptere ”Malis hele og udelte territoriale integritet”.

Fællesskabet har fra krisens start meldt ud, at man vil kunne mobilisere 3.000 soldater for at slå oprøret i nord tilbage. For en lille uge siden gik landene til FNs sikkerhedsråd for at få mandat til at intervenere i nord-Mali.

I første omgang blev de mødt med ”forbehold” af rådet, der vil have flere oplysninger om en interventionsstyrkes sammensætning og midler.

Får ECOWAS det ønskede mandat, mangler der imidlertid endnu en forhindring, før oprørerne i Azawad bliver truet af andet end deres egen interne splittelse.

En militær intervention kan nemlig kun ske efter en anmodning fra Malis regering. Og den lader vente på sig, fordi den politiske situation nede i den anden, sydlige halvdel af Mali er om muligt endnu mere knudret end nordpå.

Dernede, hvor Niger-floden flyder majestætisk igennem hovedstaden Bamako, har alt været kaos siden 22. marts, hvor en gruppe lavererangerende officerer i løbet af en enkelt nat knuste 21 års forbilledligt demokrati.

I hvert fald i en afrikansk sammenhæng, hvor længerevarende demokratiske tilstande og præsidenter, der går frivilligt, er mere undtagelsen end reglen.

Officererne beskyldte daværende, folkevalgte præsident Amadou Toumani Touré (ATT) for at udsulte og underbemande hæren, så den ikke var i stand at slå tuareg-oprøret i nord ned. De væltede ham derfor fra magten.

Hær i opløsning

ATT gik i skjul og blev senere tvunget til formelt at træde tilbage.

Til sidst flygtede han i eksil i Senegal, mens kupmagerne med officeren Amadou Sanogo i spidsen opnåede det stik modsatte af, hvad de havde troet og håbet:

Den maliske hær udenfor det politiske centrum i Bamako gik i opløsning og har på intet tidspunkt siden genvundet en slagkraft, der vil kunne true oprørerne i nord, uanset hvor splittede de er.

ATT stod ellers for at skulle træde tilbage fra præsidentposten efter sin anden periode. Alle regnede med, at han ville holde sit ord om på god demokratisk facon at gøre det.

Det udtalte han flere gange - sidste gang få uger før kuppet den 22. marts, hvor malierne var ved at gøre sig klar til præsidentvalget den 29. april, der så aldrig fandt sted.

Gennembanket præsident

Med ATT væltet og en vaklende junta ved magten rykkede tuareger og islamister samtidig frem i det nordlige Mali, og den 6. april udråbte tuaregerne i MNLA deres uafhængige Azawad-stat.

Den stat, der i mellemtiden smuldrer på grund af uenigheden med Ansar Dine og deres medkombattanter i AQIM.

ECOWAS og resten af verden fordømte Sanogos kup og indførte sanktioner mod Mali. De var så bidende, at kupmagerne gav sig og accepterede en aftale om en civil overgangsregering.

På papiret i hvert fald, for den uregerligere Sanogo har hele tiden bevaret sine soldater i Bamakos gader i stedet for at sende dem retur til kasernerne, som ECOWAS kræver.

Formelt er nationalforsamlingens formand, Dioncounda Traoré, landets midlertidige præsident. Han blev indsat den 12. april men er i skrivende stund stadig til behandling i Paris for de sår og skrammer, der blev ham til del den 21. maj.

Den dag trængte demonstranter ind i præsidentpaladset i Bamako og gennembankede den 70-årige Traoré og slog ham bevidstløs. Han undslap med hjælp fra sine bodyguards og blev dagen efter fløjet til Paris.

Det var junta-støtter, der stod bag overfaldet på præsidenten. De var utilfredse med, at Traoré efter en aftale med ECOWAS dagen før fik sin midlertidige præsidentperiode forlænget med 12 måneder.

I stedet foretrak demonstranterne militærmanden Sanogo, der ikke som Traoré er belastet af en fortid i landets politiske elite, som er blevet mere og mere indspist og forhadt i den maliske befolkning.

Det gælder også for den tidligere så folkekære ATT, hvis popularitet er faldet støt det seneste års tid.

Endnu en plage

Sanogo fordømte overfaldet men undlod behændigt at bede sine støtter standse demonstrationerne.

Siden har han fortalt sig tavs, men han har adskillige gange udtalt, at udenlandske tropper i Mali ikke vil blive accepteret. Oprøret i nord er et ”malisk problem, der skal løses af maliere”.

Så selv med et FN-mandat til at intervenere er der nok lange udsigter til, at oprøret i nord kvæles og at rystelserne, som Mali sender ud over hele Sahel-bæltet, lægger sig.

FN angiver, at antallet af fordrevne inde i selve Mali nu er 170.000, og at atter andre 200.000 er flygtet over grænserne til nabolandene i Sahel, hvor op mod 12 millioner mennesker i forvejen er truet af akut sult på grund af manglende regn og fejlslagen høst.

Som om, det ikke skulle være nok for det hårdt plagede område, har en massiv græshoppesværm lige aflagt et altædende besøg i det nordlige Mali og Niger.

Ved tidligere græshoppe-invasioner har der været et beredskab for at standse det, men også dét er smuldret på grund af uroen i nord.

Læs også http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/22-06-12/her-en-tidslinje-over-kaosramte-...

-----------------
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.

Emneord for denne artikel:
Log på for at kommentere

Al Jazeera: Inside Story

Tak for artiklen. Al Jazeera har fokus på Mali i Inside Story, "Northern Mali: An Islamic state?", 31. maj, 25 min:

http://www.aljazeera.com/programmes/insidestory/2012/05/2012531649462249...