Hos Kompetencecenter for spiseforstyrrelser bliver patienterne ofte bedt om at skrive kostdagbog som et led i den terapeutiske behandling. Kostdagbogen anvendes, fordi den kan hjælpe med at give både patient og behandlere et overblik over såvel mad og måltider, samt hvordan personen har det. Kostdagbogen understøtter dermed arbejdet med at forstå, hvordan mad, vægt og spisning har indflydelse på, hvordan personen har det.
Kostdagbogen skal udfyldes således, at patienten på venstre side beskriver døgnrytme og måltidsstruktur. Hvis der er overspisninger, opkastninger, motion, kosttilskud, rygning, alkohol eller problemer med væskeindtag (for lidt eller for meget) noteres det også. På højre side noteres alt andet der sker i livet, f.eks. tanker, følelser, konflikter, oplevelser, selvkritik, god/dårlige dage, hvem man er sammen med m.m.
I hver terapisession vælger patienten et par sider ud, der bliver læst højt og terapien tager udgangspunkt i dette. Sammen med behandlerne undersøges sammenhænge og mønstre. Måske fører konflikter eller svære situationer til overspisninger, opkastninger, øget aktivitetsniveau eller øget restriktion i spisemønster. Kostdagbogen indgår ligeledes hos diætisten, hvor patienten kan få hjælp med at analysere mønstre og vaner, for dermed at få individuel vejledning og handleanvisninger ift. de personlige behandlingsmål.
Det kan være en udfordring, at mange patienter ændrer madindtag, når de ved at de skal registrere deres spisning. Der er ligeledes risiko for over- eller underrapportering (ca. 25%). En anden ulempe kan være, at kostdagbogen kan minde om kontroladfærd, hvilket kan være en del af nogle spiseforstyrrelser ift. registrering af madindtag eller træning. Nogle patienter finder derfor brugen af kostdagbog provokerende. Andre patienter oplever, at kostdagbogen kan være en støtte til at spise mere regelmæssigt og forebygge opkastninger eller overspisninger. Dermed er det et stærkt værktøj i spiseforstyrrelser behandling.
Det er derfor vigtigt, at behandleren vejleder patienten i anvendelse af kostdagbogen som dataindsamling og undersøger om den bruges hensigtsmæssigt, så patienten kan få den rette støtte til at ændre situationen. På trods af udfordringer giver de fleste patienter udtryk for, at kostdagbogen kan være et effektivt redskab. Det er en væsentlig opmærksomhed, at man som behandler bevarer strukturen i at inddrage kostdagbogen i terapien, så patienten ikke stopper med at registrere sin mad.